‘Tyske cowboys råbte hände hoch og danske drenge sang med i kor’ sådan synger brødrene Olesen og Olesen på deres cd Udenbys – Indenlands og formulerer flot, hvad en hel generation af unge kender til – nemlig at være flasket op med tysk tv, med dens synkroniserede film og kultfilm. I en tid, hvor man diskuterede den amerikanske kulturimperialisme, så var mere end tredjedel af befolkning påvirket af vores sydlige nabo. Men fjernsynet var ikke kun en dummekasse, men et vindue mod verden, der viste andre muligheder og måder at leve på. Først nu hvor unge i stedet ser engelsksproget tv er man ved at blive bevidst om tysk tv’s store indflydelse.
‘Haribo macht Kinder froh’. For næsten tyve år siden var jeg på studierejse til Berlin, mens vi om natten forsøgte at holde os vågne, fordi vi alligevel ikke kunne sove på plastiksæderne i de gamle østtyske vogne, begyndte jeg og en medstuderende at udveksle reklame slogans – på tysk! I løbet af de næste par timer kunne vi rable flere hundrede slogans af som: ‘Omo der Weisse Riese’, ‘Wäscht nicht nur Sauber sondern Rein! eller den med Haribo. I mens sad vores trætte rejsefæller og så på os, som om vi var fra en anden planet. Min medstuderende og jeg havde det til fælles at vi begge var født syd for kanalbæltet – og så betød det mindre at hun var vokset op i Sønderjylland og jeg på
Lolland.
En undersøgelse fortalte for nylig, at tyskkaraktererne i gennemsnit var faldet med en karakter her i landet. Og en tysklærer fra Esbjerg mente, at det skyldes at de unge nu kan se engelsksprogede kanaler og gå på Internet. Flere erhvervsorganisationer mener, at det kan koste tyske investeringer her i landet og dermed arbejdspladser.
Det er paradoksalt, at man i så mange år ikke har været bevidst om hvor stor indflydelse og betydning tysk TV har haft på danskerne. Hundrede tusinde danskere, der havde deres barndom og ungdom i tresserne og op til slutningen af firserne, er vokset op med flere kanaler end den ene danske monopolkanal. Det er ellers normalt for navlebeskuende sjællændere at påstå Danmarks Radio var eneherskende dengang. Den periode var ikke en gylden tid uden zapperi og masser af massemedier. Faktisk kunne en stor del af den tids ung-og barndom i Sønderjylland, Fyn, Lolland og Falster se mindst tre tyske kanaler og nogle gange endda også to østtyske. Mens vores generationsfæller svedte over tyske gloser og monopol-tv’ets grå sendeflade, var vi mange der lærte den tyske grammatik ‘von hören sagen’ og fik downloaded tressernes og halvfjerdsernes film og serier længe før vi kunne stave til ‘kult’.
Godt nok var det for det meste i synkroniserede udgaver, der gjorde Star Trek til Raumshiff Entreprise og den engelske agentserie The Avengers til ‘Mit Schirm, Scharme und Melone’. Uge efter uge så vi vores krimiserier, agentfilm, science fiction og tegnefilm. Mens det meste af filmhistorien blev stoppet ned i halsen på os, så vi både kunne vores ‘Rosebud’ fra Citizen Kane og vidste, at Christoffer Lee bare var Dracula no. 1. For slet ikke at snakke om amerikanske musicals og westerns. John Wayne har mindst sagt ‘hände hoch’ en million gange i mit lollandske fødehjem. Mens Godzilla igen og igen har væltet skyskrabere på mit barndoms-tv.
Da musikstilen easy listening nåede Danmark for et ti år siden interviewede jeg en dansk gruppe der var begyndt på at spille musikken. Jeg spurgte dem hvorfor de lige var faldet for den stil og de sagde at det var fordi det mindede dem om deres barndoms tv-serier – fra Tyskland naturligvis! Forsangeren kom fra Sønderjylland. Tressernes og
halvfjerdsernes tv-serier var nemlig spækket med musik a la Bondfilm.
Easy listenings succes skyldtes altså det samme som dengang Poul Kjøller kunne få et comeback med sine Kaj&Andrea sange. Publikummet ville mindes deres tryge barndom, hvor de havde lært alle sangene. At være født på den rigtige side af kanalbæltet har betydet meget for mig og mine tysk-seende fæller. Det mest tydelige var sproget. I
skolen håbede vi altid på at få en censor der kom fra en skole på den forkerte side af kanalbæltet. Når vi først lagde ud med vores færdigpakkede fjernsynstyske gloser og en rimelig god indlæring af ‘der, die, das’ så var der ikke øje tørt og altid en pæn karakter i sigte. For Tv’et var og er en god sproglærer. Næst efter at bo i et andet land, så kan
flimmerkassen viser dig hvad en person gør samtidig med, at du hører hvad vedkommende siger. Bedre kan det ikke blive, og vi var mange der fik et ekstra sprog med i hatten, så vi næsten blev tosprogede.
Det betød også, at vi generelt fik en bedre orientering om vores nabo i syd, for der røg lige en magasinudsendelse eller lidt nyheder med, når vi alligevel sad og ventede på Muppets forløbere fra ‘Sesamstrasse’ eller en anden berømt seriegade nemlig: ‘Die Strassen von San Francisco’, hvor vi forresten kunne opleve en meget ung Michael Douglas, der allerede dengang var en stor skuespiller. Vi lærte at kansleren hed Helmuth Schmidt og der var to tysklande. Og så kunne vi ellers skovle i os af begavet tysk tv, med filmprogrammer, dokumentarudsendelser og debat. Specielt debatprogrammerne var der altid gang i den med masser af højlydt diskussion, men alligevel meget bedre end Højlunds Forsamlingshus.
Vi kendte sproget og vi kendte kulturen og så er der ikke langt fra at være mere positive overfor tyskerne, end resten af landet. Uden at kunne bevise det så tror jeg at mine generation af ‘kanalbæltere’ er mere tyskvenlige end gennemsnitsdanskeren, der stadig har mange fordomme mod tyskerne i baglommen. Desuden tror jeg at det altid er til gavn for mennesker at vide, at der er andre kulturer hvor sproget og skikkene er anderledes. Det gør at du får din egen kultur i andet perspektiv og måske gør det dig også i stand til at forstå hvorfor Ali og Rashid ikke spiser flæskesteg og måske engang i mellem opfører sig ‘anderledes’.
Og så var der det med kulturen. Da alle vi fra kanalbæltet søgte mod de store byer, havde vi allerede en fordel frem for vores stakkels tysk-tv løse generationsfæller. Vi havde set alle de store og små kultfilm og serier. Vi vidste godt nok ikke, at det var Ed Wood der havde lavet nogle af de værste film nogensinde, men vi havde set dem alle. Vi var trekkies – Star Trek fans – uden at kende ordet og der var ikke den klassiske science fiction film vi ikke havde set, fordi tysk tv til forskel for Danmarks Radio dengang ikke var så diskriminerede overfor en af vores tids store filmgenre. Det skulle ikke undre mig, at der rundt omkring i de små foreninger, klubber og selskaber, der dyrker kultfilm, sidder mange med rødder i kanalbæltet.
Eller musikken, hvor udsendelsen ‘Disco’ altid var ugens højdepunkt i ungdomsklubben, hvor Sweet og Slade efterhånden blev afløst af den nye elektropop lyd hos grupper som Soft Cell. Og hvor mit første møde med David Bowie og hans video til ‘Ashes to Ashes’, både blev til en livslang kærlighed til den eksperimenterede musik og til musikvideoen
som et medie der senere skulle få stor gennemslagskraft, og navngive, dem der var lidt yngre end mig som ‘The MTV generation’. I dag kan vi fra kanalbæltet stadig nikke genkendende til når tyskerne i en udsendelse siger: ‘Spot an – Licht aus’. De samme ord som ‘Disco’ vært Elia Richter altid brugte, mens det eneste den stakkels monopol-påvirkede seere kan samles om er ‘På med pilen Palle!’
På mange måder tror jeg ikke, at jeg ville have rykke teltpælene op og forladt den lollandske plåtte – mudder på sjællandsk- hvis ikke jeg havde haft det tyske fjernsyn til at åbne verden for mig. Det at få en anden kultur så tæt på samtidig med at jeg stadig stod med benene midt i et lollandsk landsby miljø gav mig og mange andre udlængsel og et mere bredt perspektiv på tilværelsen. Selvom mange gerne vil gøre fjernsynet til den moderne tids forbandelse, var fjernsynet for os i tresserne og halvfjerdserne det store vindue til verden. Et vindue, der ikke gjorde os til ’sofaroer’, men i stedet viste, at der var en anden verden end det lokalmiljø, der på trods af sine mange charmerende træk altid vil have en snert af snævertsynethed og klaustrofobiske tendenser. Specielt hvis man hverken så sig selv som den der skulle fører slægtsgården videre eller komme i lære hos den nærmeste håndværker.
I dag er der stadig tysk tv i de mange hjem i kanalbæltet, men en ny vækst truer denne elektroniske navlestreng til tysk kultur. På vores søndagsture i det lollandske fladland har vi indført en ny variant af ‘tæl hvor mange-heste-køer-får vi kører forbi’. I stedet tæller vi paraboler. Et typiske lollandsk husmandssted tæller foruden den obligatoriske bil en, to og nogle gange endda tre paraboler! For tit skal de vende hver sin vej for at få alle kanalerne med, og når lillebror har fået sin egen parabol i konfirmationsgave, så ryger den også op på taget. De nye gevækster på de lollandske husrygge betyder, at der fanges meget andet flitterstads ind på skærmene, og det er ikke altid tysk, der kommer ud af fjernsynets højtalere.
Ganske vist, var det netop i Sønderjylland og Storstrøms amt, at seerne stemte de tyske kanaler ind i TDC’s omdiskuterede seerafstemninger, mens de stadig foregik. Men min lollandske nevø, der er vokset op med de mange nye kanaler er meget bedre til engelsk end til tysk. Mens hans to kusiner stadig ‘kun’ havde tre tyske kanaler at vælge imellem, og derfor taler og forstår tysk godt. Og den ene læser endda nu tysk på universitetet!
Det er nok uafvendelig, men trist fordi det tyske fjernsyn var med til at skabe en tættere kontakt til et land som vi burde være mere åbne overfor, end vi er. Danmark er og har altid været påvirket af Tyskland – sprogligt, teknologisk og kulturelt. Den samme forståelse får man ikke, når man ser tredive forskellige kanaler fra alle mulige lande, der viser de samme amerikanske serier, som dem de andre også har på fladen.
