Udmeldelse af SF

Sendt til SF 9. februar 2010

Hermed sender jeg min udmeldelse af SF efter næsten to års nøje overvejelser og 29 års medlemskab af SF og SFU. Jeg er stadig enig i store dele af SF’s politik, men på to områder synes jeg SF har bevæget sig i en retning jeg ikke kan stå indenfor. Havde det handlet om EU, overenskomstforhandlinger eller for den sags skyld forsvarsforliget – kunne jeg leve med det. Men på spørgsmål om integration og retspolitikken kan jeg ikke gå på kompromis. Nedenfor har jeg beskrevet mine grunde til udmeldelsen.

- Partiets udmeldinger omkring flygtninge og indvandrer, der er blevet mere og mere præget af et ønske om at tage stemmer fra Dansk Folkeparti. Jeg ved, at det fremlægges som en skærpelse af partiets værdipolitiske linje, men det er tydeligt, at det har et andet formål. Det er jeg politisk uenig i og mener desuden ikke, at det er en klog vej at gå for at vinde regeringsmagten. Det skal jeg vende tilbage til. Villy Søvndals seneste udmelding om kønsopdelte forældremøder viser, at det ikke længere er på baggrund af viden SF’s politik udvikles.

- Det gør sig også gældende indenfor retspolitikken, blandt andet de seneste udmeldinger om censur på nettet, ros af politiets arbejde i forbindelse med arrestationerne ved klimatopmødet og diverse forslag om at stramme lovgivningen. Når Villy Søvndal i sin kronik i Politiken tidligere på året skriver, at man vil øge trygheden for befolkningen ved at forlange højere straffe og føre en mere hård kurs overfor kriminelle, så øger han ikke trygheden, men utrygheden i befolkningen. Talrige undersøgelser viser, at det blandt andet er de ældre kvinder, der er mest bange for den vold de hører om i medierne og samtidig er dem, der er mindst udsat for vold. Deres utryghed øges hver gang politikerne taler om højere straffe og mere vold i gaderne. Det sidste nævner Søvndal også på trods af, at der siden midten af firserne har været en støt faldende kurve i antallet af voldstilfælde på trods af rockerkrige, bandekrige og mere vold på forsiden af aviserne. Kravet om de hårde straffe, som man blandt andet hørte SF kræve i forbindelse med bandekrigen øger ikke kun utrygheden hos den store del af befolkningen, der aldrig har været truet af voldskriminalitet. Den er også et tomt slag i luften, hvis den logik skulle fungere, så skulle USA med dets benhårde politik, der både inkluderer dødsstraf, livstidsdomme og ”tre gange og du er ude”-politik, være verdens fredeligste samfund. Men i stedet er det et samfund, hvor der stadig dræbes flere af skydevåben i LA på en dag, end hvad hele den samlede danske bandekrig indtil nu har kostet i menneskeliv.

- De to ovenstående elementer i SF’s såkaldte ”nye” politik er intet andet end et opkog af Socialdemokraternes forfejlede strategi de sidste femten år. Og den har kun haft en effekt – nemlig at overbevise befolkningen om at højrefløjen har ret i deres argumenter og dermed jaget vælgerne i armene på de partier, der er med på flere og flere stramninger på retsområdet og i forhold til flygtninge og indvandrer. En udbygning af den kritik og en opridsning af et alternativ kan findes her: http://metelmann.wordpress.com/2008/07/01/sf-%E2%80%93-pa-vej-ad-helvede-til/ . Desuden så betyder det, at SF har bundet sig så meget til Socialdemokraternes dagsorden og sine egne kompromiser, at forskellen til den nuværende regerings politik på en række områder ikke vil være stor, hvis det skulle lykkes at få regeringsmagten.

- Jeg er også stærkt kritisk over for den nye interne linje i partiet, der gør det svært at få en debat om de nye udmeldinger endsige blive informeret om dem som almindeligt medlem. Jeg var i sin tid med til at lave konceptet for magasinet ”F!” og redaktør på det første nummer. En af de forudsætninger, der var for ideen med et magasin, der kun udkom få gange om året var, at der var andre informationskanaler til medlemmerne. F.eks. i form af et elektroniske nyhedsbrev. Det er ikke sket og i mellemtiden har man endda ændret nogle af de ting i magasinet, der lagde op til en partidebat. F.eks. var det faste indslag ”Versus” var ikke kun tænkt som en udveksling af synspunkter mellem en SF’er og en udenforstående politikerne fra et andet parti. Men faktisk tænkt som en diskussion mellem medlemmer i partiet, der kunne bringe SF videre. Nu er magasinet klinisk renset for selvkritik. Da Villy Søvndal for ca. to år siden kom med sine udmeldinger mod Hizb ut-Tahrir, så virkede debatsiderne ikke på www.sf.dk og først efter ca. en måneds tid kom der en mail ud til medlemmerne fra landssekretæren der mest handlede om, hvor godt det gik i partiet. Den form for interne kommunikation er et eksempel på, hvordan man ikke skal gøre, når en organisation eller firma skifter kurs. Det kan man læse i lærebøgerne om kommunikation og noget jeg prøver på at lære mine studerende. Et andet eksempel på den nye lukkethed er, at jeg ikke kunne få et resultat af den læserundersøgelse, der blev lavet af ”F!” med en begrundelse om at ”den ville man holde tæt ind til kroppen”. Før i tiden lå alle rapporter og også flere af mine konsulentrapporter frit tilgængelig på www.sf.dk. Det virker som om, at ledelsen er ligeglad med medlemmerne og end ikke sørger for at give deres medlemmer et minimum af information eller mulighed for at debattere de ændringer, der sker i partiet.

Og det er på den baggrund jeg melder mig ud.