”København har rekord i PR-ansatte” kunne man læse den 13. april på Politikens forside. I underoverskriften var PR-folkene godt nok blevet til 104 informationsmedarbejdere. I artiklen følger en opgørelse over andre kommuner, som også har mange ansatte f.eks. Århus der med 44 ansatte. Til sammenligning er der så en oversigt over hvor mange kommunikationsfolk, der er i store virksomheder som Carlsberg, der kun har 20 informationsmedarbejdere langt færre på trods af at de har næsten lige så mange ansatte som Københavns kommune. Journalisten har interviewet Kurt Houlberg fra den kommunale forskningsinstitution AKF, der mener man kunne ansætte en masse folkeskolelærere og andre kernemedarbejdere for de samme penge. Præmissen er klar; kommunalt ansatte spindoktorer er skyld i at gamle og syge går til i støv og møg, mens ungerne ikke bliver undervist!
Men artiklen begår to fejl. Den ene er, at den sammenligner æbler og pærer, når den stiller kommuner op overfor private virksomheder. Vi kan ikke gennemskue ud fra artiklen om, der f.eks. hos Carlsberg er medtalt marketingfolk. En del af det kommunikations, PR- og markedsføringsarbejde, der laves hos en privat virksomhed, købes ofte ude i byen. Mens kommunerne har mindre budgetter og laver meget mere selv. Men selv om det viser sig, at tallene kan sammenlignes, så glemmer artiklen også, at en kommune som København ikke kun skal kommunikere med sine egne medarbejdere og pressen. Men også kommunens halve million borgere, der alle skal have oplysninger om: renovation, miljø, daginstitutioner, boligstøtte, kulturelle arrangementer, aktivering og mange ting en privat virksomhed ikke skal bekymre sig om. Langt de fleste kommunikationsfolk er ikke PR-ansatte, men laver almindeligt – kendeligt men nødvendigt – kommunikationsarbejde i kommunen.
Og i dag forlanger borgerne – med rette – at få hurtige svar, i et sprog de kan forstå og via de mange nye elektroniske kanaler. Og her kommer vi til det aspekt, som også glemmes i artiklen. I de sidste tyve år er kravet fra befolkningen og pressen steget til alle offentlige myndigheder. I dag kan man ikke skrive uforståelige lovtekster som svar til borgerne. Og hvis det sker, så kan man være vis på, at der kommer en klage og spørgsmål fra pressen om, hvad det nu skal betyde. Det kræver langt flere ansatte, der laver standardbreve, rådgivning af ledelsen, interne kurser, hjemmesider, medarbejderudvikling, forandringsprojekter, hvor kommunikation er en stor del, etc. For slet ikke at tale om det stigende antal medier, der – med fuld ret – forlanger hurtige svar, direkte adgang til kommunaldirektøren, borgmesteren eller en sagsbehandler, der måske har behandlet en borger forkert.
Hvis vi med et slag fjernede alle de informationsmedarbejdere, der er ansat i kommunerne, ville der kun gå få dage før borgerne ville protestere, medarbejderne ville ikke få de nødvendige oplysninger og journalisterne skulle kommunikere direkte med kommunale embedsfolk. De har ofte ikke den samme indstilling til pressen som de fleste kommunikationsfolk. Langt det meste pressearbejde er faktisk service. Det en pressemedarbejder laver er også at skaffe oplysninger til journalister, der vil vide, hvor mange penge der bruges til graffitibekæmpelse, antallet af daginstitutioner eller andre historier. Ofte helt uskadelige oplysninger, som de hårdtarbejdende journalister skal bruge for at kunne skrive deres artikler. Og mon ikke Politiken-journalisten har fået sine oplysninger om antallet ar informationsmedarbejdere fra en – ja – informationsmedarbejder…!
Paul Metelmann er ekstern lektor og underviser i kommunikation hos Center for Offentlig Kompetenceudvikling(COK)
Sendt til Politikens debatredaktion den 20. april 2020
Tags: informationsarbejdere, kommuner, kommunikation, PR
