Det startede med at jeg så denne historie i Ekstra Bladets hjemmeside:

http://ekstrabladet.dk/nationen/article1410368.ece

Her bliver det til en historie, at tre tusinde svenskere åbenbart har tilkendegivet, på en hjemmeside for avisen Aftonbladet.se via en web-afstemning, at det vigtigste spørgsmål som politikerne skal debattere er indvandring. Journalisten Thomas Harder har skrevet artiklen på www.eb.dk/nationen

Jeg skriver til ham og får følgende svar – og så kører det frem og tilbage…

Fra: Paul  Metelmann [mailto:paul@media4masses.dk]
Sendt: 14. september 2010 21:51
Til: Thomas Harder  R.
Emne: Boganbefaling

Kære Thomas Harder

Jeg  kan anbefale dig bogen “Hvem spiser boller i karry?” som er en letforståelig  bog, der handler blandt andet handler om statistik. Hvis du læste den ville du  vide, at man ikke kan bruge netafstemninger til noget. Hvis den netafsteminger  du citerer fra lå på en anden avis hjemmeside eller hvis Ekstra Bladets  afstemning lå på Politikens hjemmeside – ville du få et andet  resultat.

Venlig hilsen

Paul Metelmann

Hej Paul – tak for mail – og du  har da ret i, at det ikke er en normal, vejet, vægtet osv måling, og derfor  skriver jeg da forhåbentlig altid, at det er en afstemning foretaget ‘her på  siden’ ellign. Jeg forsøger også altid at skrive hvor mange der har deltaget,  og så mener jeg at læserne har de oplysninger, der skal til for selv at  vurdere materialet.
Men….når f.ex. 3000 personer har givet deres mening  til kende, så synes jeg, at det er en artikel værd. Og jeg synes så også, at  det ville endnu en artikel værd, at skrive om tilsvarende afstemninger på  andre sider f.ex. Politiken, og deres resultater. ‘
vh  thomas

Fra: Paul Metelmann [mailto:paul@media4masses.dk]
Sendt: 15. september 2010 15:38
Til: Thomas Harder R.
Emne: Re: SV: Boganbefaling

Kære Thomas

Den eneste artikel man kan skrive  er, at web-målinger af den type ikke kan bruges til noget. Det kunne være en  person der havde stemt tre tusinde gange på det samme resultat og det ser man  ofte med den type afstemninger. Det er ikke antallet der har nogen betydning –  jeg kan kunne lave en web-pol et andet sted og få det modsatte  svar.

Her er et lille udpluk fra den nævnte bog, som jeg selv har været  med til at skrive, og som viser hvor problematisk den type undersøgelser er.  Men formålet var vel kun at underbygge den holdning Ekstra Bladet og ikke  mindst brugerne af “Nationen” har i forvejen. Alligevel kan du få udplukket  her:

Gennembruddet  for Gallup
kom I 1936, hvor hans nystartede firma havde lavet en  stikprøvebaseret
undersøgelse og havde spurgte 5000 amerikanere,
hvem de  ville stemme på ved det næste amerikanske valg: demokraternes
Roosevelt  eller republikanernes Alfred M. Landon.
De 5000 adspurgte var statistisk  repræsentative i forhold til den
amerikanske befolkning. Samtidig havde  magasinet The Literary
Digest sendt over 10 mio. spørgeskemaer ud til  bladets læsere
for at undersøge valgets sandsynlige resultat. The Literary  Digest
havde dermed spurgt mange, mange flere mennesker og burde
også få  et langt sikrere resultat. Deres undersøgelse viste med
stor sikkerhed, at  Alfred M. Landon ville blive USA’s næste præsident,
mens Gallups ”lille”  undersøgelse på 5000 mennesker
viste, at Roosevelt ville blive  genvalgt.
Roosevelt vandt med sejr i alle stater undtagen Maine og  Vermont.

(Fra Thomas Harder)
nu er ‘noget’ jo et vidt begreb, og sådan som jeg har forstået vores system, så skulle den person du skriver om have adgang til 3000 forskellige computere. Men igen – jeg mener, at så længe vi og The Literary Digest husker at oplyse læserne om, hvordan resultatet er fremkommet, så kan de bruge det. Hvordan lå Roosevelt forresten i den måling?
vh thomas

Jeg har lige været inde og stemme et par gange uden problemer, jeg lukker bare min browser ned eller jeg kan bruge forskellige browsere og på den måde booste resultatet. Og så vidt jeg husker kan jeg vist også bede min computer om at slette cookies, så gælder det ikke.

Jeg husker ikke resultatet af Roosevelt’s måling, men pointen burde være klar alligevel. Og dagens historie om de 5.7 millioner svenskere kan også være kritisk overfor, når man i spørgsmåls formuleringen bruge rodet “konflikt”. Men det vil gerne se nærmere på før jeg siger mere.

Men igen historien fra i går kan ikke bruges til andet end at bekræfte en vinkel man har i forvejen.

Venlig hilsen

Paul

nu må jeg indrømme, at jeg ikke engang er klar over, hvilken historie fra i går du hentyder til – for nationen!-afstemninger eller webpolls indgår i rigtig mange af de historier jeg laver. Og jeg går sjældent efter en bestemt vinkel, og som regel er det da også de mest overraskende resultater, der kaster historier af sig. vh t

Paul Metelmann er ekstern lektor og underviser i kommunikation hos Center for Offentlig Kompetenceudvikling(COK)

Sendt til Politikens debatredaktion den 20. april 2020

Villy Søvndals kronik fra den 5. januar viser klart, at enten så har SF ingen viden på det retspolitiske område eller også vælger man den viden fra for i stedet at tækkes befolkningen uudtømmelige krav om flere stramninger. Men uanset hvad så vil SF’s kursskifte hverken gøre kriminaliteten mindre, øge trygheden eller skaffe rød blok flere stemmer – tværtimod.

Når Villy Søvndal skriver, at man vil øge trygheden for befolkningen ved at forlange højere straffe og føre en mere hård kurs overfor kriminelle, så øger han ikke trygheden men utrygheden i befolkningen. Talrige undersøgelser viser, at det blandt andet er de ældre kvinder, der er mest bange for den vold de hører om i medierne og samtidig er dem, der er mindst udsat for vold. Deres utryghed øges hver gang politikerne taler om højere straffe og mere vold i gaderne. Det sidste nævner Søvndal også på trods af, at der siden midten af firserne har været en støt faldende kurve i antallet af voldstilfælde på trods af rockerkrige, bandekrige og mere vold på forsiden af aviserne.

Kravet om de hårde straffe, som man blandt andet hørte SF kræve i forbindelse med bandekrigen øger ikke kun utrygheden hos den store del af befolkningen, der aldrig har været truet af voldskriminalitet. Den er også et tomt slag i luften, hvis den logik skulle fungere, så skulle USA med dens benhårde politik, der både inkluderer dødsstraf,  livstidsdomme og ”tre gange og du er ude”-politik, være verdens fredeligste samfund. Men i stedet så har man et samfund, hvor der stadig dræbes flere af skydevåben i LA på en dag, end hvad hele den samlede bandekrig indtil nu har kostet i menneskeliv.

SF’s såkaldte ”nye” politik er intet andet end et opkog af Socialdemokraternes forfejlede strategi de sidste femten år. Og den har kun haft en effekt – nemlig at overbevise befolkningen om at højrefløjen har ret i deres argumenter og dermed jaget vælgerne i armene på de partier, der er med på flere og flere stramninger på retsområdet.

Sendt den 6. januar 2010 til Politikens debatredaktion.

Fare nr. 1: Easy come – easy go

Inden for de sidste år har vi set De Radikale blive cool og tabte det meste på gulvet til Ny Alliance, der så gjorde det samme. Og nu er det SF, der er populært i høj grad på grund af en enkelt person. Men er Søvndal 2.0 bare en opgradering til Khader 1.0 med de samme svagheder? Vælgerne er i dag mere flygtige, end de var bare for få år siden – det kan ramme SF, når ”The New Black” er blevet ”So Last Year”.

Fare nr. 2: Svag organisation

Et vigtigt redskab til at holde fast i vælgerne er, at man har et velfungerende partiapparat, og her står SF svagt. De enkelte partiforeninger fungerer meget forskelligt i forhold til kontakt med medlemmerne, og det er sandsynligvis kun ti til femten procent af de femten tusind medlemmer, der er aktive. Desuden er den interne kommunikation til medlemmerne ikke toptunet. Der gik næsten en uge efter Villy Søvndals markante udmeldinger, før der kom en mail ud til medlemmerne fra partikontoret. Det går måske hos storkapitalisten A.P. Møller, men det er et problem i et politisk parti, der bryster sig af at være debatterende og demokratisk.

Fare nr. 3: Ingen magtbastioner

Desuden har SF ikke nogen magtbastioner uden for partiet, kommunalbestyrelser og Folketinget. Ikke som Socialdemokraterne og fagbevægelsen, Venstre og landbrugets organisationer, etc. SF er på godt og ondt et moderne parti, det giver en vis bevægelsesfrihed, men det er også et flygtigt grundlag.

Fare nr. 4: Kopi-politik og ingen ny politik

Selvom det kunne lyde, som om SF kommer med nye, ”friske” udmeldinger, så er det reelt mest ”Socialdemokratiet-light” politik, som sikkert er godt, hvis man vil i tættere samarbejde med Socialdemokraterne, men det er ikke noget, som flytter stemmer mellem blokkene.

Et alternativ til kopi-politikken er at finde nye områder, som man kan gøre til sine. Dansk Folkeparti har f.eks. taget indvandrerområdet og ældrepolitikken, og i 90’erne var SF stærke på forbrugerspørgsmål. Men siden da er der ikke sket meget nyt. Det er i høj grad de gamle travere som miljø og velfærd, der bliver redet på. Områder, som andre partier også gnaver sig ind på. Skal SF gøre sig gældende i fremtiden, skal partiet finde nye politikområder, hvor de har banen for sig selv, eller også skal de gå og vise helt nye veje inden for de gammelkendte områder. Her er strengere straffe til unge indvandere ikke just noget frisk pust.

Fare nr. 5: Ridser i troværdigheden

Villy Søvndal er vendt 360 grader i forhold til Muhammed-krisen, og der var noget med tyve besøg på et plejehjem, der blev til fem, og så selvfølgelig hele SF’s kovending omkring retspolitikken. Vælgerne har ikke noget imod, at politikere slår en skævert og ændrer holdning. Men hvor længe kan Villy Søvndal lave den slags bommerter, uden at der kommer ridser i troværdigheden? Forgængeren Holger K. Nielsen var nok kedelig, men til gengæld var han redelig og troværdig.

Men bag de forskellige udmeldinger ligger der sandsynligvis mere gustne overvejelser om at kapre stemmer hos Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Med den taktik forspilder SF chancen for for alvor at få skabt et nyt flertal, der kan vælte VKO af pinden. I stedet prøver SF nøjagtig den samme metode som Socialdemokratiet har brugt de sidste ti til femten år og som kun har fået Dansk Folkeparti til at vokse.
Både SF og Socialdemokratiet har ret i, at netop retspolitikken og integrationspolitikken sandsynligvis er de to områder, der gør at VKO kan fortsætte ved magten. Men tager fejl, hvis de tror at de kan tilbageerobre dagsordenen på de områder ved at overtage de samme synspunkter som Dansk Folkeparti og regeringen.

Ser vi tilbage på Socialdemokratiet deroute så hænger den nøje sammen med at partiets ”DF-light” politik fremstår som kopipolitik og blot bekræfter vælgerne i, at de lige så godt kan snuppe den ægte vare. I samme moment kommer det til at rykke hele debatten i retning af flere stramninger, straffe, overvågning og konsekvens. Hver gang man rykker i samme retning som Dansk Folkeparti er det kun med til at bekræfte tvivlerne i, at partiet har ret.
De fleste partier har i deres jagt efter stemmerne glemt, at de i høj grad selv er med til at definere hvad almindelige mennesker mener om bestemte emner. Siger politikerne at kriminaliteten stiger og er blevet mere grov, selvom al viden på området siger det modsatte, så blåstempler det den almindelig angst og fejlopfattelse i befolkningen. Og siger politikerne at mere straf og vandkanoner er svaret så vil menigmand Jensen nikke bifaldende – for han får ikke præsenteret andre alternativer. Og derfra er der kun en vej, nemlig mere af samme skuffe. Paradoksalt nok glemmer SF, at de selv har haft en betydning for EU-debatten, mange vælgere lytter faktisk til SF, når de skal tage stilling til EU-spørgsmål.

Socialdemokratiet og nu også SF glemmer også, at 70’ernes og 80’ernes venstreorienterede holdninger i befolkningen blev grundlagt af de mange bevægelser indenfor for ligestilling, miljø og fred. Bevægelser som via et effektiv kommunikationsarbejde faktisk fik overbevist mange danskere om at a-kraft var yt, ligestilling var in og atomvåben en dårlig ide. Det var det arbejde, som gjorde at man orienterede sig mod de venstreorienterede partier. Det lykkedes rent faktisk at få dele af befolkningen til at mene noget andet end de tidligere havde ment og på den måde få skabt et vælgergrundlag. Interessant er det i den forbindelse, at netop på områder som retssikkerhed og indvandrerspørgsmål har vi aldrig haft bevægelser der har haft nogen gennemslagskraft.

Men tiden står ikke stille og nu er selv Dansk Folkeparti fortalere for kvindefrigørelse. Nu er der ikke længere de folkelige bevægelser, der kan rykke ved folkestemninger og ændre holdninger. Men partier som SF kan stadig lære af fortiden. I stedet for at bruge tiden på ørkesløse forsøg på at løbe efter vælgerne, kan man få vælgerne til at komme til sig. Et effektivt kommunikationsarbejde, hvor man målrettet går efter at ændre vælgernes holdninger på områder som integration og tryghed kan være det middel, der skal til for at få magten fra VKO. Men det tager tid og egner sig ikke til 11 sekunderes soundbites i TV-avisen eller tre ugers spild af penge på valgplakater og you-tubevideoer. Valgkampe og spin er spil på en usikker boldbane, hvor de fleste partier allerede løber rundt uden det store resultat. Valgkampene bliver afgjort i mellem valgene og kræver strategiplaner med et perspektiv, der er på mindst tre til fem år. Til gengæld vil et parti have en unik position, som mange andre partier og andre organisationer mangler i vore dage, nemlig mange tusinde medlemmer, der i deres netværk kan være med til at skubbe til holdninger i kombination med landsdækkende kampagner, presseindsatser fra politikerne i Folketinget og andre organer, turneer i forsamlingshuse, blogs på internettet og hvad der ellers er af mange nye og gamle kommunikationskanaler. Ikke nok med at det kunne flytte holdninger og dermed stemmer, men det kunne også betyde, at SF faktisk kunne bruge de mange medlemmer de har fået til noget fornuftigt.

‘Haribo macht Kinder froh’. For næsten tyve år siden var jeg på studierejse til Berlin, mens vi om natten forsøgte at holde os vågne, fordi vi alligevel ikke kunne sove på plastiksæderne i de gamle østtyske vogne, begyndte jeg og en medstuderende at udveksle reklame slogans – på tysk! I løbet af de næste par timer kunne vi rable flere hundrede slogans af som: ‘Omo der Weisse Riese’, ‘Wäscht nicht nur Sauber sondern Rein! eller den med Haribo. I mens sad vores trætte rejsefæller og så på os, som om vi var fra en anden planet. Min medstuderende og jeg havde det til fælles at vi begge var født syd for kanalbæltet – og så betød det mindre at hun var vokset op i Sønderjylland og jeg på
Lolland.

En undersøgelse fortalte for nylig, at tyskkaraktererne i gennemsnit var faldet med en karakter her i landet. Og en tysklærer fra Esbjerg mente, at det skyldes at de unge nu kan se engelsksprogede kanaler og gå på Internet. Flere erhvervsorganisationer mener, at det kan koste tyske investeringer her i landet og dermed arbejdspladser.
Det er paradoksalt, at man i så mange år ikke har været bevidst om hvor stor indflydelse og betydning tysk TV har haft på danskerne. Hundrede tusinde danskere, der havde deres barndom og ungdom i tresserne og op til slutningen af firserne, er vokset op med flere kanaler end den ene danske monopolkanal. Det er ellers normalt for navlebeskuende sjællændere at påstå Danmarks Radio var eneherskende dengang. Den periode var ikke en gylden tid uden zapperi og masser af massemedier. Faktisk kunne en stor del af den tids ung-og barndom i Sønderjylland, Fyn, Lolland og Falster se mindst tre tyske kanaler og nogle gange endda også to østtyske. Mens vores generationsfæller svedte over tyske gloser og monopol-tv’ets grå sendeflade, var vi mange der lærte den tyske grammatik ‘von hören sagen’ og fik downloaded tressernes og halvfjerdsernes film og serier længe før vi kunne stave til ‘kult’.

Godt nok var det for det meste i synkroniserede udgaver, der gjorde Star Trek til Raumshiff Entreprise og den engelske agentserie The Avengers til ‘Mit Schirm, Scharme und Melone’. Uge efter uge så vi vores krimiserier, agentfilm, science fiction og tegnefilm. Mens det meste af filmhistorien blev stoppet ned i halsen på os, så vi både kunne vores ‘Rosebud’ fra Citizen Kane og vidste, at Christoffer Lee bare var Dracula no. 1. For slet ikke at snakke om amerikanske musicals og westerns. John Wayne har mindst sagt ‘hände hoch’ en million gange i mit lollandske fødehjem. Mens Godzilla igen og igen har væltet skyskrabere på mit barndoms-tv.

Da musikstilen easy listening nåede Danmark for et ti år siden interviewede jeg en dansk gruppe der var begyndt på at spille musikken. Jeg spurgte dem hvorfor de lige var faldet for den stil og de sagde at det var fordi det mindede dem om deres barndoms tv-serier – fra Tyskland naturligvis! Forsangeren kom fra Sønderjylland. Tressernes og
halvfjerdsernes tv-serier var nemlig spækket med musik a la Bondfilm.

Easy listenings succes skyldtes altså det samme som dengang Poul Kjøller kunne få et comeback med sine Kaj&Andrea sange. Publikummet ville mindes deres tryge barndom, hvor de havde lært alle sangene. At være født på den rigtige side af kanalbæltet har betydet meget for mig og mine tysk-seende fæller. Det mest tydelige var sproget. I
skolen håbede vi altid på at få en censor der kom fra en skole på den forkerte side af kanalbæltet. Når vi først lagde ud med vores færdigpakkede fjernsynstyske gloser og en rimelig god indlæring af ‘der, die, das’ så var der ikke øje tørt og altid en pæn karakter i sigte. For Tv’et var og er en god sproglærer. Næst efter at bo i et andet land, så kan
flimmerkassen viser dig hvad en person gør samtidig med, at du hører hvad vedkommende siger. Bedre kan det ikke blive, og vi var mange der fik et ekstra sprog med i hatten, så vi næsten blev tosprogede.

Det betød også, at vi generelt fik en bedre orientering om vores nabo i syd, for der røg lige en magasinudsendelse eller lidt nyheder med, når vi alligevel sad og ventede på Muppets forløbere fra ‘Sesamstrasse’ eller en anden berømt seriegade nemlig: ‘Die Strassen von San Francisco’, hvor vi forresten kunne opleve en meget ung Michael Douglas, der allerede dengang var en stor skuespiller. Vi lærte at kansleren hed Helmuth Schmidt og der var to tysklande. Og så kunne vi ellers skovle i os af begavet tysk tv, med filmprogrammer, dokumentarudsendelser og debat. Specielt debatprogrammerne var der altid gang i den med masser af højlydt diskussion, men alligevel meget bedre end Højlunds Forsamlingshus.

Vi kendte sproget og vi kendte kulturen og så er der ikke langt fra at være mere positive overfor tyskerne, end resten af landet. Uden at kunne bevise det så tror jeg at mine generation af ‘kanalbæltere’ er mere tyskvenlige end gennemsnitsdanskeren, der stadig har mange fordomme mod tyskerne i baglommen. Desuden tror jeg at det altid er til gavn for mennesker at vide, at der er andre kulturer hvor sproget og skikkene er anderledes. Det gør at du får din egen kultur i andet perspektiv og måske gør det dig også i stand til at forstå hvorfor Ali og Rashid ikke spiser flæskesteg og måske engang i mellem opfører sig ‘anderledes’.

Og så var der det med kulturen. Da alle vi fra kanalbæltet søgte mod de store byer, havde vi allerede en fordel frem for vores stakkels tysk-tv løse generationsfæller. Vi havde set alle de store og små kultfilm og serier. Vi vidste godt nok ikke, at det var Ed Wood der havde lavet nogle af de værste film nogensinde, men vi havde set dem alle. Vi var trekkies – Star Trek fans – uden at kende ordet og der var ikke den klassiske science fiction film vi ikke havde set, fordi tysk tv til forskel for Danmarks Radio dengang ikke var så diskriminerede overfor en af vores tids store filmgenre. Det skulle ikke undre mig, at der rundt omkring i de små foreninger, klubber og selskaber, der dyrker kultfilm, sidder mange med rødder i kanalbæltet.

Eller musikken, hvor udsendelsen ‘Disco’ altid var ugens højdepunkt i ungdomsklubben, hvor Sweet og Slade efterhånden blev afløst af den nye elektropop lyd hos grupper som Soft Cell. Og hvor mit første møde med David Bowie og hans video til ‘Ashes to Ashes’, både blev til en livslang kærlighed til den eksperimenterede musik og til musikvideoen
som et medie der senere skulle få stor gennemslagskraft, og navngive, dem der var lidt yngre end mig som ‘The MTV generation’. I dag kan vi fra kanalbæltet stadig nikke genkendende til når tyskerne i en udsendelse siger: ‘Spot an – Licht aus’. De samme ord som ‘Disco’ vært Elia Richter altid brugte, mens det eneste den stakkels monopol-påvirkede seere kan samles om er ‘På med pilen Palle!’

På mange måder tror jeg ikke, at jeg ville have rykke teltpælene op og forladt den lollandske plåtte – mudder på sjællandsk- hvis ikke jeg havde haft det tyske fjernsyn til at åbne verden for mig. Det at få en anden kultur så tæt på samtidig med at jeg stadig stod med benene midt i et lollandsk landsby miljø gav mig og mange andre udlængsel og et mere bredt perspektiv på tilværelsen. Selvom mange gerne vil gøre fjernsynet til den moderne tids forbandelse, var fjernsynet for os i tresserne og halvfjerdserne det store vindue til verden. Et vindue, der ikke gjorde os til ‘sofaroer’, men i stedet viste, at der var en anden verden end det lokalmiljø, der på trods af sine mange charmerende træk altid vil have en snert af snævertsynethed og klaustrofobiske tendenser. Specielt hvis man hverken så sig selv som den der skulle fører slægtsgården videre eller komme i lære hos den nærmeste håndværker.

I dag er der stadig tysk tv i de mange hjem i kanalbæltet, men en ny vækst truer denne elektroniske navlestreng til tysk kultur. På vores søndagsture i det lollandske fladland har vi indført en ny variant af ‘tæl hvor mange-heste-køer-får vi kører forbi’. I stedet tæller vi paraboler. Et typiske lollandsk husmandssted tæller foruden den obligatoriske bil en, to og nogle gange endda tre paraboler! For tit skal de vende hver sin vej for at få alle kanalerne med, og når lillebror har fået sin egen parabol i konfirmationsgave, så ryger den også op på taget. De nye gevækster på de lollandske husrygge betyder, at der fanges meget andet flitterstads ind på skærmene, og det er ikke altid tysk, der kommer ud af fjernsynets højtalere.

Ganske vist, var det netop i Sønderjylland og Storstrøms amt, at seerne stemte de tyske kanaler ind i TDC’s omdiskuterede seerafstemninger, mens de stadig foregik. Men min lollandske nevø, der er vokset op med de mange nye kanaler er meget bedre til engelsk end til tysk. Mens hans to kusiner stadig ‘kun’ havde tre tyske kanaler at vælge imellem, og derfor taler og forstår tysk godt. Og den ene læser endda nu tysk på universitetet!

Det er nok uafvendelig, men trist fordi det tyske fjernsyn var med til at skabe en tættere kontakt til et land som vi burde være mere åbne overfor, end vi er. Danmark er og har altid været påvirket af Tyskland – sprogligt, teknologisk og kulturelt. Den samme forståelse får man ikke, når man ser tredive forskellige kanaler fra alle mulige lande, der viser de samme amerikanske serier, som dem de andre også har på fladen.

Men ellers er det dengang som nu – høj promille og temmelig usolidarisk adfærd, der er i højsædet. Man vader ind i hinanden – ordet “undskyld” er åbenbart noget småborgerligt noget, man ikke bruger. Og man kappes om ikke at høre efter talerne. Igen undrer jeg mig over, hvorfor jeg og alle andre kommer her og hvorfor man ikke bare lukker butikken og sparer pengene til den næste valgkamp. Der er intet ved arrangementet, der taler til mig som en moderne dansker i starten af fyrrene og en lang fortid på venstrefløjen. Dem der er yngre end mig synes åbenbart heller ikke det er særlig interessant, hvis man skal tro avisernes omtale.

Men samtidig vil jeg gerne samles med meningsfæller om en masse fornuftige ting som solidaritet, fred i verden og et rent miljø. Og jeg vil også gerne være med til bevare nogle af de traditioner, der trods alt stadig er på venstrefløjen. Jeg er sikkert ikke den eneste, så hvis arbejdernes internationale kampdag ikke skal synke ned i et evigt pløre af ølsjatter, skal der ske en opgradering af den store dag på Fælleden.

Her er et par forslag til 1. maj version 2.0!

Hvorfor ikke bruge den store scene der allerede er oppe flere dage før og resten af selve dagen til at vise en filmkavalkade af de bedste film, som sætter spot på arbejderbevægelsens historie? Jordens Salt, Vredens Druer, Johnny Larsen og Bænken, der er masser af titler at vælge mellem. Ligesom Fri Film arrangementerne, som har været et stort hit. Man kunne også bruge nogle kroner til at lave en forfilm om moderne solidaritet. Vi har jo mange dygtige filmfolk, der sikkert kunne leverer en gode rulle film om det emne.

En anden ide kunne være at tage den nye trend op med historiefortællere, der kunne fortælle alle de historier, der er om fagbevægelsens tilblivelse og forholdene i tredivernes arbejderkvarterer eller for den sags skyld nutidens proletariat i U-landene eller ghettoerne.

Taget i betragtning at det skulle dreje sig om politik, så er politikerne temmelig usynlige ude på Fælleden udover at leverer lydkulisse til skål og folk der brækker sig i buskene. Kunne Villy, Helle og Johanne og alle de andre ikke stige ned fra talerstolen og møde folk i diskussioner i nogle af teltene?

Der er også musik på dagen, men kunne det ikke godt have mere forbindelse med det politiske end Bamses Venner, Big Fat Snake, Sweethearts og hvem der ellers har optrådt. Der er masser af danske musikere, der er social engageret som kunne optræde og måske endda skrive nogle nye 1. maj sange? Måske en slags 1. Maj Grand Prix! Og hvorfor er gadeteaterfolket, sportsfolkene, clubfolket (f.eks. under titlen: First May Afterclubbing). Lad Helle vs. Villy tage en taler Stand-up i en boksering med Jan Gintberg som overdommer – ja se det rykker! Hvor er storskærmen med SMS-battle, om Bush eller Fogh nu er den værste skurk. Stil da en videoboks op, hvor folket på storskærm kan tale til – ja folket. Herregud, det gjorde U2 allerede for mere end ti år siden.

Og hvorfor er billedkunstnerne ikke inddraget med et stort maleri af Fælleden… der er kort sagt masser af ideer, som både kan forny kampdagen og samtidig få holdningerne tilbage til Fælleden. Det kunne også få nogle af de yngste deltagere til at spidse øre og sænke flasken før øllen har skyllet den sidste rest af solidaritet væk.

De fleste virksomhedsledelser tænker stadig intern kommunikation, som man gjorde i de gamle kommunistiske stater. Her var mediernes rolle at opdrage på masserne og formidle partiets holdninger. Det lyder hårdt, men læs mange virksomheders kommunikationspolitik for de interne medier, så står der langt hen ad vejen det samme – bare med andre ord.

Tit forholder ledelser sig til den interne kommunikation, som om der ikke fandtes en verden uden for virksomheden, hvor medarbejderne fik andre informationer fra åbne, debatterende og kritiske medier. Hvorfor skulle medarbejderne så lade sig spise af med informationer, der er præget af ensretning, selvcensur, censur og rygklapper interviews?

Nu er der sikkert mange ledere, der vil få kaffen galt i halsen, men som redaktør og informationsmedarbejder har jeg og tidligere kolleger oplevet den store modsætning mellem, hvordan medarbejderne opfattede forholdene i virksomheden, og hvordan ledelsen gerne ville have det skulle være. Hvordan det kom til at se ud i de interne medier, behøver jeg vist ikke at udpensle…

Jeg har også oplevet selv og fra kolleger i branchen, at de er ved at brække sig over at skulle lave flere interviews med ledere, der fortæller om hvor godt det går. Måske samtidig med, at mange medarbejdere skal afskediges. Derfor bliver deres journalistik sjældent den mest levende, inspirerende og dermed heller ikke den mest læste.

Min pointe er, at selvom medarbejderne elsker deres virksomhed og er loyale overfor den, så er de i dag så veluddannede, oplyste og vant til en fri presse, at de ikke vil spises af med en kontrolleret og censureret intern ”presse”.

Desværre tror jeg ikke, at ledelserne i virksomhederne tør frigøre den interne kommunikation. Men udover at det ville være god skik i et demokratisk samfund – så ville de også høste mange fordele af det.

De interne medier ville blive mere troværdige, og dermed ville medarbejderne lytte til de informationer, der kommer fra dem.

Og virksomheden ville spare millioner til dyre medarbejderundersøgelser og konsulentbesøg fordi en fri ”presse” i organisationen langt hurtigere ville vise, hvor problemerne er – end nok så mange konsulentundersøgelser.

Med de mange nye medier som diskussionsfora og Blogs på intranettet er det endda muligt at have en hurtigt, åben og aktuel debat.

Desværre så går udviklingen den modsatte vej, som de eksempler fra RUC og DTU viser os.

Det skal tilføjes, at jeg tidligere har været journalist på DTU’s blad Sletten.

Læserbrev bragt i Information den 20. september 2006

Alligevel tilbringer vi mere end en tredjedel af vores liv i rammer hvor demokratiet, ytringsfriheden og andre menneskerettigheder er sat helt eller delvist ude af kraft. Rammer hvor der nogle gange hersker tilstande som i det feudale samfund og andre gange som under et oplyst enevælde.

Er der pludselig opstået et diktatur, som vi ikke kender til? Nej, faktisk er det vores daglige arbejde jeg taler om.

Besynderligt nok har vi en forestilling om, at vi lever i et frit samfund, men det sted vi tilbringer det meste af vores vågne liv og som vi er afhængige af for at overleve i de omgivelser. Det betyder, at folk går psykisk ned med flaget, mistrives på jobbet, ofte skifter job, etc.

Manglen på indflydelse og almindelige frihedsrettigheder er stort moralsk problem for et samfund, der påstår at det er demokratisk og lever op til menneskerettighederne. Det er også et problem for den almindelige trivsel og det psykiske arbejdsmiljø i virksomheder og organisationer.

Men de er også en forhindring for at vi kan klare os i den globale konkurrence. Det blev formuleret meget klart i en artikel i Information sidste år, hvor en medarbejder på en nordjysk vriksomhed, der havde indført selvstyrende grupper, sagde at det var på denne måde de kunne konkurrere med kineserne. Den kinesiske arbejder kunne lave mere, havde næsten den samme teknologi og var på mange måder lige så dygtig. Men han var en del af et hierarkisk system og havde ikke lært at tænke selv. Og selv om han ville kunne han ikke få lov til at bruge sine ideer.

Selvstyrende grupper og andre metoder der giver medarbejderne mere indflydelse på deres eget arbejde har vist sig ofte at skabe både bedre produktivitet og gøre medarbejderne mere tilfredse og ansvarlige.

Kobler man den erfaring med, at den teknologiske udvikling med e-mail, Internet og Intranet har gjort den enkelte medarbejder mindre afhængige af mellemledere (hvis funktion ofte har være at viderebringe information fra den øverste ledelse). Giver medarbejderne mulighed for at lave netværk inde og uden for organisationen og at medarbejdernes uddannelsesniveau er stigende. Det sidste betyder, at mange medarbejdere i dag er mindst lige så godt eller bedre uddannet end deres ledere. Og ofte ikke behøver en leder, der hele tiden fortæller hvad han skal gøre.

Vi står altså i en situation hvor en frigørelse af medarbejderne i virksomhederne og organisationerne er nødvendig for at: Konkurrerer på det globale marked, redde medarbejderne fra stress og psykisk nedbrud og gøre fuld brug af de kompetencer den enkelte medarbejder har.

Er der så nogle tegn på at det er ved ske? Desværre nej. Der bliver udbudt læssevis af kurser, udannelser og værktøjer til at forbedre ledelsen i virksomheder og organisationer. Der laves læssevis af undersøgelser af trivsel, arbejdsmiljø og kommunikation i de samme virksomheder. Og vores statsminister har i en lang tale fortalt os at uddannelse og forskning er vejen frem for Danmark i en global verden. Men hvad skal man med uddannelse og viden, hvis den ikke kan bruges fuldt ud på arbejdspladsen. Det er ikke kun nye forskningsresultater i Biotek industrien der bringer os fremad…